Bekymrer du dig for meget om andres problemer? Enten bare fordi du har tendens til bekymring eller måske fordi der faktisk er noget at bekymre sig om. Du ved sikkert godt, du skal lære at slippe dine bekymringer, men hvordan gør man?

Det er naturligt, du bliver bekymret, men det er også vigtigt, du kan give slip på dem. Hvis du gerne vil lære at lægge bekymringerne fra dig men beholde omsorgen, så læs eller lyt med her, hvor jeg kommer ind på:

• At det at give slip på bekymringer om andre er en menneskelig superpower
• Historien om, da da jeg selv bekymrede mig så meget om andre, at jeg ikke kunne håndtere mit eget liv
• Om hvor meget er for meget
• Om det ikke er egoistisk ikke at tænke på andre?
• Lidt om overansvarlighed og underansvarlighed
• Om der er grænser?
• Og hvad med dine børn?
• Om når vi sætter en ære i at tænke på andre frem for os selv
• Og så kommer jeg ind på 6 trin, der hjælper dig med at give slip på bekymringer om andre

Bemærk, at dette ikke handler om kognitive teknikker. Dem siger jeg fx. noget om her: Hvordan stopper man tankemylder? 3 kognitive teknikker der virker. Men der er også noget, kognitive teknikker ikke kan. Og det, jeg kommer ind på her er, hvordan du ikke bare giver midlertidigt slip på dine bekymringer rent mentalt, men hvordan du giver slip på dem og bliver fri.

 

At give slip på bekymringer er en menneskelig superpower

Jeg har selv for nyligt været meget bekymret for én, der betyder meget for mig. Efter et par søvnløse nætter og tanker, der blev ved med at cirkle om problemet (som ikke var mit) fik jeg mere ro på. Og overblik over, hvad jeg skal gøre og hvad jeg ikke skal gøre.

Det er ikke nemt, men det er noget, man kan blive bedre til. Jeg har haft god grund til at øve mig. Hvor det før i tiden havde slået mig ud af kurs, og hvor jeg nogle gange forsøgte at løse problemer, der ikke var mine, eller som jeg ikke kunne løse, kan jeg nu hurtigere finde min ro igen. Også selvom mennesker tæt på mig har store problemer, har det dårligt eller foretager destruktive valg.

Det slog mig den anden dag, hvor vigtig en evne det er. Det er en psykologisk superpower! At kunne lægge bekymringer om andre på hylden og finde ud af, hvor mit ansvar stopper og den andens begynder. At vide hvordan jeg kan vise min kærlighed og omsorg overfor en anden uden at begynde at løse problemer, der ikke er mine.

Da jeg bekymrede mig så meget om andre, at jeg ikke kunne håndtere mit eget liv

Det er paradoksalt nok. Ofte ender vi med at blive supergode til det, vi som udgangspunkt ikke kunne og derfor havde brug for at lære fra bunden. Hvis vi altså er villige til at lære noget nyt. Og her vil jeg fortælle lidt af min historie, som dybest set handler om, hvordan jeg blev nødt til at lære at slippe bekymringen om andre og at lære at leve mit eget liv.

At være følelsesmæssigt viklet ind i andre

Da jeg voksede op, lærte jeg ikke at skelne mellem andres problemer og mine. Ganske enkelt. Jeg bekymrede mig om andres problemer og spekulerede på, hvordan jeg kunne løse dem. Det var i høj grad også et spørgsmål om, at jeg rent følelsemæssigt ikke havde lært at adskille mig fra andre. Jeg havde ingen anelse om, hvor jeg gik til, og hvor andre begyndte.

Som jeg sagde til en mand, jeg mødte i London på en workshop i personlig udvikling, da jeg var 22. “Det er som om, der går en ledning fra mig og over i hende. Hvis hun har det dårligt, har jeg det dårligt.” Den workshop var på mange måneder begyndelsen på en lang rejse ud af en slags tåge i mit liv, der blandt andet handlede om at lade være med at drive mig selv til vanvid med bekymring.

Om at kun