Indimellem kan jeg godt lide at lave en hjemmeretræte for at pleje krop og sind, for at finde stilhed og klarhed og lige tjekke ind med mig selv. Et par gange om året er optimalt.
Jeg tager sjældent på grupperetræte som fx yogaretræte eller meditationsretræte nu om dage, men snupper hellere et par gange om året en halv eller hel dag eller måske et par dage i træk, hvor jeg trækker stikket og plejer krop og sjæl.
Hvis min mand er afsted med børnene, holder jeg retræte hjemme, men jeg tager oftest i et sommerhus. I foråret tog jeg dog på et skønt hotel, og selvom jeg kun var der et par dage, føltes det som om, jeg var afsted en hel uge.
Retræte behøver ikke være dyrt eller krævende. Herunder kan du læse indlægget (eller lytte til podcastepisoden), hvor du får en guide til, hvordan du kan holde din helt egen personlige hjemmeretræte.
Jeg kommer ind på følgende:
Det er vigtigt med ro og hvile i det daglige, men nogle gange er det godt at mærke lidt dybere efter, hvordan vi har det og give krop og sjæl en pause. En hel dags soloretræte er at trykke på den store pauseknap. Måske har du brug for mere end én dag, men min erfaring er, at blot nogle få timer eller en enkelt dag kan gøre en verden til forskel.
Der er ikke nogen opskrift for, hvordan du skal afholde din retræte. Gør det, du kan mærke, du har brug for. Jeg har et barn med en kronisk sygdom, der hurtigt kan blive meget akut. Derfor giver det ikke længere mening for mig at rejse langt væk og betale en helt masse for at tage på retræte. Det giver mig ro at vide, at jeg kan komme hjem relativt hurtigt.
Ordet “retræte” betyder tilbagetrækning. Det handler om at skabe rammer, ro og rum til, at du kan mærke dig selv og finde klarhed og stilhed. Hvor du holder din retræte, og hvordan du gør, er der ingen regler for. Måske skal du bevæge dig en del, måske skal du hvile en hel dag. Måske foregår den indendørs, måske udendørs. Måske er du alene, måske er du sammen med andre. Måske er du i dit eget hus eller i dit sommerhus, eller måske rejser du langt væk.