Traumer – store og små – sætter sig i krop og sind. At være traumatiseret kan måske bedst beskrives som at opholde sig i et indre fængsel, som begrænser din frihed og mulighed for bare at leve dit liv, som du vil. Dette indlæg har fokus på symptomer på traumer og er 2. del af en serie på 5 om traumer.
Her har du links til de andre dele af serien:
I denne del kan du bl.a. lære om:
Symptomer på PTSD eller traumer lidt bredere set kan være mangeartede, da symptomerne er et udtryk for en overvældende belastning, og vi reagerer vidt forskelligt. Her giver jeg dig et indblik i, hvilke symptomer der typisk optræder ved PTSD og traumer generelt.
Det er godt at kende og forstå symptomer på traumer, men det er langtfra altid relevant at bruge tid på at finde ud af, om man lige lever op til de diagnostiske kriterier eller ej. Derfor fokuserer jeg heller ikke kun på de symptomer, der beskrives i diagnosemanualen men traumer bredere set, og herunder kan du lære om symptomer og kendetegn ved traumer delt op i forskellige underkategorier.
Som du vil opdage i dette og de andre dele af denne serie, er min indstilling at diagnoser i sig selv er ret uinteressante. Hvis en diagnose kan give adgang til fx god behandling, så er det godt, men vi skal passe på med at stemple os selv eller andre som syge eller anderledes, bare fordi vi kæmper med naturlige følger efter traumer.
Hvad der derimod er interessant er, hvordan vi får det bedre og lever og trives som mennesker, når vi har oplevet traumer, og det håber jeg, du vil blive klogere på her.
De fleste reagerer på den ene eller den anden måde umiddelbart efter et traume eller et chok. Reaktionen lige efter et voldsomt traume kan spænde fra voldsom uro, høj angst og et hektisk aktivitetsniveau til træthed, handlingslammelse og følelsesløshed. For de fleste vil symptomerne aftage af sig selv efter et stykke tid,
Der er først tale om PTSD, når reaktionen enten er langvarig – altså at den akutte reaktion ikke går over af sig selv – eller kommer forsinket og heller ikke bare forsvinder igen. Tidligere mente man, at symptomerne som følge af et traume altid kom relativt kort tid efter traumet, men efterhånden anerkendes det, at PTSD kan udløses senere – nogle gange flere år efter et traume.
Hvornår der er tale om akutte symptomer og hvornår tilstanden glider over i en mere kronisk og problematisk lidelse, kan der heller ikke sættes et bestemt antal dage eller uger på. Overordnet set kan man sige, at hvis symptomerne varer ved og griber ind i hverdagen og din livskvalitet, så er der behov for at du enten selv gør noget for at få det bedre eller får professionel hjælp.