Føler du dig også nogle gange værdiløs?
Altså ikke bare dårlig til at lave mad eller knap så god til at regne. Vi taler ikke om mangel på selvtillid. Det vi taler om her er simpelthen en dyb følelse af værdiløshed. En følelse, der er nært beslægtet med skam.
Denne her ubehaglige følelse af, at du ikke du’r til noget, ikke er noget værd, at du er uønsket og uelskelig. En følelse som let farver hele dit syn på både dig selv og dine evner, dine muligheder og din fremtid.
De fleste prøver desperat at bekæmpe følelsen af værdiløshed med positive tanker. og positive tanker har bestemt også deres plads. Men det er sjældent, de har den store effekt i længden.
Især ikke hvis du bruger dem til at flygte fra ubehagelige følelser eller lave dig selv om. I dette indlæg lærer du om følelsen af værdiløshed – hvor kommer den, fra, hvorfor er den et problem, og ikke mindst lærer du den vigtigste vej ud af den og ind i glæde og ægte accept.
Du kan også lytte til den korte podcastepisode, hvor jeg introducerer blogindlægget.
Jeg ved godt, at værdiløshed ikke er et særligt opløftende emne. Jeg skulle hilse og sige, at det heller ikke er nogen opløftende følelse. Det ved du, hvis du har oplevet den, og det er der mange, der har.
Det kan virke mere oplagt at fokusere på det positive. På glæde og andre gode følelser. På opløftende tanker. Og jeg er KÆMPEstor fortaler for gode tanker.
Men min erfaring er blevet, at hvis vi gerne vil i retning af dyb glæde, fred, sjov, indre ro og sand succes, så er det lige så vigtigt at kunne stå ansigt til ansigt med livets mest ubehagelige sider.
Med andre ord, så er den eneste vej ud af svære ting ofte igennem dem.
Og værdiløshed er – hvis du spørger mig – en svær ting. Det er af de sværeste og mest smertefulde følelser for os at kapere og håndtere på en god måde.
Teknisk set er “følelsen af værdiløshed” ikke en følelse. Ikke én af de primære følelser som er vrede, frygt, afsky, tristhed/ked-af-det-hed, overraskelse og glæde.
Værdiløshed er en social følelse og er ikke kun en følelse men mere et kompleks af særlige tanker og særlige følelser, der automatisk knytter sig til de tanker.
De sociale følelser er en familie af følelser, der hænger sammen med dit forhold til og syn på andre mennesker, og hvad du tror, de synes om dig. En følelse af værdiløshed kan ikke eksistere i et vakuum inde i dig selv men afhænger af din oplevelse af andre menneskers syn på dig eller adfærd overfor dig. Enten reelt eller hvad du forestiller dig eller forventer.
Det er oplagt, at en følelse af værdiløshed kan grundlægges i barndommen, hvis du fx har haft meget kritiske forældre eller har oplevet omsorgssvigt. Måske behandlede andre dig i første omgang på en måde, der skabte en følelse af værdiløshed, og nu bliver du – sandsynligvis ganske ubevidst – ved med at behandle dig selv på samme måde eller fortælle dig selv, at du er værdiløs.
Måske var dine forældre særligt dårlige til at give dig omsorg, men i mange tilfælde har dine forældre ganske uden at ville dig ondt, selv været indhyldede i samfundsmæssige normer, som de har givet videre i bedste mening.
Følelsen af værdiløshed kan også komme andre steder fra fx. fra en ubehagelig chef eller partner. På et mere generelt plan er de fleste af os konstant eksponeret for billeder og budskaber fra reklameindustrien og sociale medier, der potentielt øger en følelse af værdiløsh