Egentligt skulle jeg nå alt muligt arbejdmæssigt her til formiddag. Min mand har taget børnene med ud af huset, fordi jeg skulle arbejde. Men min hjerne er gået på feriemode, og de ting, jeg skal lave haster ikke helt vildt.
Så jeg sidder og tænker på, hvad vi skal lave i påskeferien….
Kombineret med, at jeg længe har villet lave et indlæg om gode aktiviteter til børn, der ikke involverer en skærm, så kommer her 10 idéer til ferieaktiviteter i børnefamilien, der styrker sanserne, skærper opmærksomhedsevnen og giver god kontakt.
Det handler ikke så meget om, at skærmtid er et problem i sig selv men mere, at det er vigtigt, at vi sørger for at bruge tiden på aktiviteter, der giver os det, vi ikke får, når vi sidder med en skærm:
I indlægget her er der fokus på børn, men skærmfri tid er vigtigt for alle, så læs (eller lyt) med og tag hvad du kan bruge.
Er skærme pr. definition en dårlig ting? Selvfølgelig ikke. Der er stor forskel på, hvad vi selv og børn bruger skærmen til og hvor længe. Pointen er ikke så meget, om børn spiller eller ser Netflix en del af ferien – men nærmere om de også bruger en væsentlig mængde tid på aktiviteter, der styrker dem.
Og lad mig lige sige med det samme, at dette skal ikke opfattes som et moraliserende indlæg fra en mor, der gør alt det rigtige. Jeg har mindst lige så meget brug for at minde mig selv om vigtigheden af skærmfri tid. Især når min søn på 9 plager om at spille eller se noget på en skærm. Og det gør han meget. Og jeg synes det er svært.
Det er nemt at få lyst til at kaste håndklædet i ringet. For hvad er op hvad er ned. Hvilke spil er skadelige, og hvilke er ikke. Men når alt kommer til alt, så er det vores ansvar som forældre at beskytte vores børn og deres hjerner mod de meget store spillere, der er på techmarkedet, som kun er interesseret i én ting: at få du og dine børn til at bruge mest muligt tid og opmærksomhed på diverse digitale medier.
Min søn på 10 har en medfødt hjerneskade, og bliver meget hurtigt træt og overvældet rent socialt. Det nemmeste i verden ville være at give ham en skærm, for så er der ro. Og det gør vi også nogle gange. Men vi bliver nødt til at holde igen, fordi han på ingen måde selv kan styre det.
Nogle børns hjerner er ekstra sårbare – det gælder fx med ADHD, autisme og andre funktionsnedsættelser, udviklingsforstyrrelser eller bare børn, der er stressede. Disse børn har ekstra meget brug at hjernen får pauser men også for at træne vedholdenhed og kognitive færdigheder, og det gør man ganske enkelt ikke ved at lade sig opsluge af spil og serier.
Med min datter er det lidt anderledes. Hun er 5 og har ikke den store interesse i spil. Til gengæld er hun draget af alt, hvad der minder om Barbie, prinsesser og deslige. Her føler vi mere, det er noget med at sørge for, at hun ser noget, der har en ordentlig kvalitet og bliver præsenteret for sunde og stærke pigeidealer.
Det er en af de vigtigste forældreopgaver vi står overfor – at tage ansvar for vores børns digitale vaner og dermed mentale trivsel. Men her er vi forældre nogle gange hinandens værste fjender. For ikke alle kan eller vil tage stilling. Og jeg har mere end én gang oplevet, at forældre der enten ikke magtede at sætte sunde grænser for deres børns digitale vaner eller måske oprigtigt talt tror, at det ikke betyder noget, skyder med skarpt på andre forældre, der insisterer på et sundt skærmforbrug.
For nylig oplevede én af mi