Et af de steder, jeg finder mig selv er med en kuglepen solidt plantet på papiret. At skrive er én af mine måde at finde ud af livet på. Har du det også sådan?

Bevares, jeg har også brug for at tale med andre og foretage mig andet end at skrive. Men lige præcis det at skrive er noget nær en livsnødvendighed for mig på linje med frisk luft, bevægelse og søvn.

Læs eller lyt med her, hvor jeg bla. kommer ind på:

• Hvorfor det at skrive kan være livsnødvendigt
• Hvad jeg skriv i min dagbog i 1989
• Hvorfor jeg holdt op med at skrive og hvad det fik af konsekvenser
• Hvad der sker, når du skriver (inkl. en særlig skabelsesberetning)
• At jeg skrev en bog på 8 dage, da jeg kom igang med at skrive igen
• En skrivegruppe, jeg til min egen store overraskelse er med i
• Hvorfor du evt. skal skrive flere bøger, før du udgiver din første
• Og andet godt

Links nævnt i podcastepisoden:

• Sådan bearbejder du sorg med skriveterapi
• Svært ved at meditere – prøv morgensider
• Sådan skrev jeg en bog på 8 dage
• Om skrivemeditation og hvorfor klassisk meditation ikke altid virker

Det at skrive virker måske som en rimeligt triviel aktivitet, men med årene har jeg lært, at det at skrive for mange mennesker er en sans, der skal bruges jævnligt eller et “sted” man har brug for at besøge jævnligt.

Der findes ellers flere steder, som jeg godt kan lide at kalde “mine steder”. Det er de steder, hvor jeg finder ro og finder mig selv. Vor Frue Kirke en fredag aften i stearinlysenes skær, ved Vesterhavet i Thy de tidlige sommermorgener, skovsøen, hvor jeg bader. Og i mit eget hjem sammen med min mand og vores børn.

Men når jeg skal finde mig selv, så er det ofte noget med at begynde med en blank side i en notesbog.

 

Hvad jeg ikke skulle have glemt om det at skrive…

Jeg har skrevet så længe jeg kan huske.

På mit kontor derhjemme står en stor papkasse fyldt til randen med dagbøger. Den første dagbog er fra 1989, og jeg var 11 år. Den indeholder optegnelser over, hvad vi har fået til aftensmad, hitlister over veninder og drenge, historier, hvor min bedste veninde og jeg på forunderlig vis var de mest populære piger i klassen (det er vist det man kalder en fake erindring!).

Jeg skrev også manualer til, hvordan børn skal cykle og skrev hele tiden invitationer til imaginære fødselsdagsfester. I skolen har jeg altid været god til det med sprog, men underligt nok var jeg ikke specielt vild med at skrive stile. Jeg synes, det var dybt uinspirerende og synes emnerne var kedelige. På universitet elskede jeg at skrive opgaver – men mest for selve skriveprocess