Få styr på dit liv – det er meget at love! Men jeg havde selv en oplevelse af at få styr på mit liv, da jeg gik i gang med min første bullet journal for nu 4 år siden. Jeg har sværget til den enkle metode til planlægning og overblik lige siden og bruger det i mit arbejde og mit familieliv.
I denne episode (og i blogindlægget herunder) introducerer jeg dig til, hvad en bullet journal er, og hvordan du kommer i gang trin for trin.
Husk også at tjekke denne populære 3 timers onlineworkshop ud:
Stressfri planlægning med bullet journal-metoden
Modsat hvad mange tror, så handler en bullet journal ikke om at være kreativ eller bruge tid på at sidde og tegne eller lave sirlige lister i en notesbog. En bullet journal er først og fremmest et praktisk værktøj, og metoden blev oprindeligt udviklet af Ryder Caroll, som har ADHD og havde brug for noget, der kunne hjælpe ham til at holde styr på alt det, hans hjerne kæmpede med at holde styr på. Det viste sig, at hans metode var brugbar for alle, og den er nu verdenskendt og bliver mere og mere udbredt.
Metoden, jeg beskriver her, kan bruges af alle – selvstændige, ledere, almindelige medarbejdere, hjemmegående husmødre m.fl. Den er universel, og den er enkel og fleksibel, og måske netop derfor er den blevet så populær. Hvis du gerne vil være kreativ og tegne i din bullet journal, er det selvfølgelig en mulighed, men det er absolut ikke nødvendigt!
Læs eller lyt med i denne guide, hvor jeg fortæller om min egen tilgang til dette fantastiske værktøj. Jeg kommer bl.a. ind på følgende:
Jeg har i mange år brugt to-do-liste og en kalender, men da jeg blev selvstændig og især i takt med, at min podcast og diverse projekter voksede, fik jeg brug for et bedre projekstyringsværktøj. Jeg brugte tid på at lære om planlægningsstrategier og fandt et system med digitale apps, der virkede.